Om kirkeskibet i den nyrenoverede Særløse Kirke

Om kirkeskibet i Særløse

Christianus Quintus var et dansk orlogsskib, der blev bygget under konstruktør Thies Hermansen v.d. Borgh. Skibet blev søsat i 1673 i København. Det havde en imponerende bestykning med 90-100 kanoner og målte 160 fod i længden og 41 fod i bredden og var på det tidspunkt et af verdens største.

Modelskibet Christianus Quintus blev bygget i årene 1954-63 af tømrer Poul Erik Thomsen i Roskilde. Modellen er bygget efter kopier af de originale tegninger fra 1670 og fulgte slavisk tegningerne med spanteopbygning og bordbeklædning. Modellen er selv i den mindste detalje bygget som skibet selv i skala 1:50, alt i hånden bortset fra kanonerne som er støbt i aluminium. På agterspejlet ses Christian 5.’s valgsprog PIETATE ET IUSTITIA (med fromhed og retfærdighed).

Modellen har tidligere været ophængt i Sankt Jørgensbjerg kirke i Roskilde, men af ukendte årsager besluttedes det at nedtage skibet hvorefter det tilbragte en kortere tid på Vikingemuseet i Roskilde i forbindelse med udstillingen I Røg og Damp. Skibet blev herefter overdraget til familien Thomsen. Under familiesamtaler m.h.t. hvad der nu skulle ske, kom min svigerinde Anne Margaret Pinion op med ideen om at spørge Særløse kirke om de kunne være interesseret da familien har en tilknytning dertil da min lillebror Kurt Thomsen er begravet ved Særløse kirke. Daværende kirkeværge for Særløse kirke Jørgen Thomsen var begejstret for ideen og sagde ja tak. Således er det fine skib kommet i sikker havn i Særløse kirke.

Kirkeskibe er en udbredt tradition i Danmark, hvor skibsmodeller placeres i kirker som en form for udsmykning. Kirkeskibene har deres rødder i en gammel tradition. Oprindeligt var de votivgaver fra søfarende, der havde overlevet farefulde sejladser. Når sømændene vendte sikkert hjem, takkede de Gud ved at donere en model af deres skib til kirken

Danmark er det land i verden der har mest af denne særlige form for kirkelig udsmykning. Der findes omkring 1000 kirkeskibe i Danmark, hvoraf hovedparten er sejlskibe. Skibene er ofte smukt udførte modeller, der hænger eller står i kirkerne og tiltrækker besøgendes opmærksomhed.

Kirkeskibene symboliserer en bibelsk metafor om troen som et skib, der fører os gennem livets hav og mod Gud (tænk på stormen på Genezerat sø).

De er også en del af den kristne maritime tradition og historie.

/Henning Thomsen

Print Friendly, PDF & Email

Tilføj en kommentar

Print your tickets